Om Birgit Brænders plakat 2020

 

Årets plakat er endnu engang kreeret af kunstneren Birgit Brænder, og hun udtaler følgende om plakaten:
”Temaet for aftenen er jo i år ”Haslev Stationsby 150 år”, så i starten af idéfasen kredsede jeg da også om toget som motiv. Samtidigt tænkte jeg, at det ville komme til at vrimle med tog på en masse billeder i tiden op til stationsby-jubilæet og Kulturnatten". 

Birgit er som billedkunstner uddannet inden for maleri men arbejder også meget med grafikken. Deraf kom da også idéen med togskinnerne, som danner baggrund for den plakat, som det endte med. 

Igennem mange år er det blevet til en masse ”sporarbejde” inden for de grafiske tryk, spor i mange afskygninger og mange betydninger – dyrespor, cykelspor, gren-spor i sneen – og selvfølgelig togspor og skinner – i en fascination af dette motiv som tydeligt tegn på, at nogen eller noget var lige her – og kan komme igen.

Togsporene kommer i dette års plakat til at danne det – på én gang rolige og kaotiske – mønster i baggrunden for det, måske lidt overraskende blikfang, hestevognen. Den kom med på billedet i stedet for det i denne sammenhæng mere oplagte tog, men vognen kører ud af billedet og – i overført betydning – ud af den tid, som den hørte til og som efterhånden hørte op, da biler og tog tog over”.

 

 

 

 

 

 

Gå tilbage til forsiden